Meditative oplevelser forandrer virkeligheden også for et barn.
Mit første kendskab til afspændte og meditative tilstande, som jeg bevidst husker, er da jeg er 5 år. Vi boede i et kollektiv i Rungsted på Vallerødbanevej. Min 15 årige kollektivsøster Mette guidede mig i søvn når hun puttede mig og lærte mig at afspænde hele kroppen, ved at gå den igennem. Og efter det, opstod der en indgang til mit indre, både helt visuelt seende og fornemmende, en slags vågenhed der gav en vibrerende helheds-oplevelse og en mulighed for at rejse ind i kroppen. Sådan en helt klar oplevelse af at være vågen imens kroppen sover.

Det har givet mange rejser indefter siden og et møde med en dreng i skolen der også beskæftigede sig lidt med drømme, gav nye muligheder hvor den bevidste drømmetilstand blev undersøgt mere. Den måde at gå til ro på, har jeg brugt mange nætter siden. At glide trygt indad og at opleve en så favnende rolig varme, at smelte sammen med noget eller opløse noget.

Da jeg mødte min første lærer Ann Mari, var jeg 12 år og vi startede en børne lydmeditations gruppe sammen. Her begyndte det at rykke på opfattelsen af, hvem jeg var. Igennem meditation, energi arbejde og mantra sang, begyndte tanker og følelser, der normalt var mig, pludselig at betyde meget lidt. Hvor jeg før var i en indre stilhed, en vågen tilstand, varm og nysgerrig, udvidet det sig.

Jeg oplevede noget, som ændrede alt, på første hånd, en gennemgribende forandrerne erkendelse og jeg var målløs og mega nysgerrig. Som voksen vil jeg bruge ord som “bevidstheds udvidende” hvad end det betyder, men som barn var det en klar oplevelse “Der er mange flere muligheder, for hvad vi mennesker kan og er”
Jeg vidste så også samtidig at hvis denne oplevelse er mulig, så var der rigtig meget jeg så ikke vidste, og jeg blev nød til at undersøge det nærmere. For hvad mon der ellers var muligt når mennesker åbenbart IKKE er begrænsede af kroppen, af tanker eller følelser og alt i virkeligheden ikke er fast eller uforanderligt. Jeg ville lære det og vidste hvem jeg skulle lære mere af, hvem jeg skulle spørge om mine oplevelser, men der gik nogle år før jeg mødte ham . En Tibetansk mester Ven Tenga Rinpoche  Han forklarede mig om mine oplevelser hvorfor vi havde fået kontakt med hinanden og gav mig et mantra.

Det hele var ikke sort hvidt mere, folk var sammensatte kunne jeg se og egentlig ikke tilstede sådan rigtigt, når jeg talte med dem. Samtaler blev nærmere en observation, hvor man ikke nødvendigvis skulle lytte til ord, for at kunne forstå, men se fra flere vinkler indefra, se menneskets energi, kropssprog og stemmer for at egentlig opfatte dem.

Menneskets ord kommer tit ikke fra hjertet, men fra hjernen, der ofte ikke har så meget spændende at snakke om. Det var mere sådan tillærte mønstre og reaktioner og jeg blev ret rastløs af at hvor lidt folk egentlig connectede med dem de var sammen med. Jeg kunne klart bedre lide at bade og svømme i timevis og mærke vand, der mindede mig meget om frihed og tilstande af dyb stilhed.  Jeg havde meget mere forbindelse med dyr, naturen, små børn at kunne kommunikere og hygge med små børn og babyer, de er så enkle og nemme at glide ind i tilstandene med.

Der var noget der var forandret for evigt og mine mange oplevelser delte jeg ikke med nogen. Jeg begyndte at betragte mine tanker og følelser og se de blokeringer og effekter de havde helt fysisk i min krop og i mine tanker og den indflydelse de havde på mine valg.

Det var rigtig svært at formulere eller fortælle nogen om, også dengang og det har givet mig ekstrem meget frustration som barn, at mine omgivelser var meget lidt opmærksomme på at jeg oplevede verden med det filter eller uden filter kan man måske sige.  Nuancerne af voksen snak, følte jeg, at jeg så lige igennem og så hvad der lå bag. De voksne virkede ikke rigtigt nærværende på en nysgerrig måde. Mere sådan en reaktions-bestemmer og robot-måde, de sov synes jeg – oversat som voksen vil nok være “ubevidst ledelse”. Så jeg sad med en oplevelse af at autenciteten og berettigelsen i den slags autoriteter forsvandt. Det virkede ikke ægte, og meget forvirrende at være sammen med mennesker der siger en ting, men ikke er klar over hvorfor de reagerer og synes og bestemmer som de gør.

Jeg blev kaldt Camilla modsat fra jeg blev født, Moster Fie senere og en masse andet – men lad mig endelig være modsat hvis det modsatte af det jeg så, som gemt eller sovende, så er at være vågen, så vil jeg gerne være modsat.

De var klart styrrede af noget andet, end det filter der er nysgerrigt seende og vågent synes jeg, og heldigvis blev en del af frustrationen og vreden favnet, da jeg fik forklaret af min lærer, at de voksnes styrring og reaktioner som jeg synes var meget voldsomme, var styret af deres egne følelser, som de er ret uafklarede med, fik forklaret at de er en del af den kultur og påvirket af de holdninger de selv er vokset op med.

Det lettede en del at have en voksen der forklarede mig det i al min undren og at forstå den sammenhæng for ellers var der kun èn følelse jeg kunne tage med mig og det var at: ” at være MODSAT, var åbenbart at være forkert ” Og at være anderledes eller opleve forskelligt fra andre, giver konflikter hvor man mister. Det tager tid at genskabe tilliden til at det er en styrke at leve indefra og mit møde med min lærer Guni Martin og mit møde Indien sammen med Henning Daverne, var som at komme hjem – der er det hele vendt på hovedet og der er ikke meget rigtigt og forkert her og netop her er det, det indre stille der er sandt og som er vejleder.

 

Den generation af voksne, synes vist ikke der var så mange muligheder for at ændre noget, måske var det ikke nødvendigt nok, eller også for besværligt. Jeg synes indimellem at de ikke var så klare, men meget tænkte og fastlåste i deres reaktionsmønstre. Det støjede og oplevede at mange ikke kunne vejlede med de kærlige brede indsigter på de svære dele af livet, hvor det er virkelig vigtigt at få redskaber til at klare sig og hele sig. Der var meget få nuancer og ikke fortællinger fra hjertet. Det var ekstremt kedeligt at være mig, og nok også ret ensomt, men på den anden side, gav det evnen til at kunne klare meget selv og lære at hente viden indefra.

 

Der er noget der mangler 

Der er ikke noget særegent ved de her oplevelser, jeg havde som barn, jeg oplever rigtig mange børn oplever sådan, de børn der ikke bare retter ind men stiller spørgsmål og føler stærkt. De er nogen af dem der kan vise vej til hvordan man lever fra hjertet, de ser og mærker og kender til tilstande af dyb indre helhedsoplevelse og fornemmer helheden omkring dem, de mærker mislydene tydeligt når noget ikke længere resonerer. De har en øget indgang til noget og har så meget brug for at møde forståelse og blive hjulpet til at klare den ydre verden ligeså fint som den indre. Så de ikke bygger mure og mønstre som afbryder kontakten inden i, som det har gjort hos de fleste voksne og måske derfor så mange oplever at stå midt i livet med en følelse af stress og tomhed og at noget mangler.

Hvis vi bliver lidt mere nysgerrig og ser indad hos os selv som voksne og tør at tage springet ind, så vil vores kendskab til os selv medføre kendskab til hvor vi skal hen i den ydre verden, hvad der giver mening for os og det giver muligheder for dybe relationer, da vi er forbundne med os selv, et kendskab til os selv giver kendskab til andre.

Det kræver lyst til et møde med hvordan vi er strukturerede i vores sind og i vores krop og se og udforske sammenhængen mellem os og mellemrummet hvor der er stille og hvor vi kan vælge at genskabe den dybere kontakt med uanstrengthed og igen at vågne.

 

Ingangen til uanstrengthed

Mindfulness, yoga og meditation, er de redskab jeg kender, til at blive nærmere den tilstand hvor vi oplever rent. Yoga er den tilstand hvor filteret ophæves og hvor der er grader af erkendelse og hvor lænker kastes. Lænker der fører til rigtig meget utilfredshed, travlhed, stress, skuffelser, diskussioner, smerter, frustration, rastløshed og halsende efter værdier som viser sig ikke holder. Der hvor man stopper op og glor sit liv lige i øjnene og ser man møder de samme ting igen og igen og egentlig oplever tomhed over meget af det, vi har fyldt livet ud med og som før gav mening. Karriere skift, selvudvikling, blive skilt, udskifte venner, bo et andet sted osv……vi ændrer på alt muligt, der helt sikkert fører til samme sted, indtil vi forstår og ser nødvendigheden i at der vi skal hen, er indefter, indad og finde ud af at leve derfra.

Indtil vi lærer den indre tilstand og væren at kende, vil livet primært spejle vores ego-personlighed -vores ubevidste preprogramering og ikke spejle det som vi egentlig ønsker, nemlig det at livet spejler det, der er i vores hjerter.  

Hvor nærvær er, hvor mødet med os selv og andre vibrerer, vi er nysgerrige og vågne. Hvor rejsen ind i stilheden er ligeså spændende som vi synes rejsen er udenfor og hvor forskellen ophører. En rejse der fører til et liv hvor tid med os selv føles varm og vigtigt og hvor vi bliver uanstrengte med livet og oplever en følelse af taknemmelighed og forstår værdien i at lytte og se og dele uden filter. Den fornemmelse jeg fik, da Mette guidede mig ind i en kropslig stilhed, at blive et med den igen og igen og leve vågent derfra.

Der betyder ikke et liv uden udfordringer og problemer eller en barnlig ide om en spirituel “The secret” virkelighed.  Det ved jeg alt for meget om……..jeg er jo selv mega udfordret pt med kronisk/langvarig smerte, efter et fald, og er tvunget til at udholde en ubærlig 24 timers smerte, imens jeg er i en uønsket kropslig stilhed stilstand, indtil-videre i en 5 årig periode)

Men netop den her tilstand af smerte, gør det nødvendigt igen og igen at finde ind til den uanstrengte rare varme tilstand og erkendelsen af jeg ikke er min krop er blevet meget virkelig på grund af det her. Men jeg er noget, jeg er i tilstande af noget andet og bredere end min krop og det helt sikkert at mine tanker heller ikke har ret meget med mig at gøre, altså tilstanden af mig, som jeg fornemmer den. Jeg aner ikke hvordan jeg ville have det, hvis ikke jeg havde arbejdet med yoga og meditation igennem livet, hvordan skulle jeg have rustet mig og hvor skulle jeg have hentet stilheden og kærligheden fra, når alle bølgerne i livet rammer og når smerterne tager over. Jeg er taknemmelig for mine oplevelser som barn og livet og rejsen indefter stopper ikke.

Det et valg vi må søge den tilstand og stilhed, vi skal vælge den, og bruge tid med den. Hvor vi igen husker tilstanden at være et barn, der oplever stille, åbent og tillidsfuldt og hvor vores drømme og ønsker smelter sammen med viljen. Vi kan sætte os for at undersøge vores indre, lære hvad der er menneskeligt og bevidsthedsmæssigt muligt. Vi bliver levende på en anden måde når vi lærer at træde til side igen og læner os indad i tillid, ind mod stilheden, leve meditativt og kreativt.

Hvordan du end kender til stilheden og roen, de meditative farver og nuancer, så opsøg den igen og igen. Put dine børn med en særligt kærligt filter i aften, eller put dig varmt, husk dit hjerte, turde være helt stille, være klar til tage de valg der banker på indefra, afbryd noget du ved ikke længere er frugtbart, opsøg noget nyt, find et meditationskursus, gør de ting du gør med nærvær og måske se noget i øjnene om et eller andet der vil bringe der nærmere roen og stilheden du kendte da du var barn.

Stille tanker fra Camilla

www.yogajordemoder.com