Familieyoga i skoven og inspirationskursus hos Sisse Siegumfeldt
Yoga med og for børn……elsker det !! Sideløbende med at jeg er ved at uddanne mig til yogalærer her hos Camilla i Yogacentret har jeg taget forskellige kurser i Yogaundervisning for børn , senest hos Sisse Siegumfeldt, det kan du læse mere om nedenfor-og blevet vildt glad for både yoga for børn og yoga for familier. Det at få lov og mulighed for at videreformidle den både fysiske og mentale træning yoga er, er fantastisk. At mærke ungernes interesse og iver for at være med, både alene og som en del af familie-hygge-event er dejligt. De suger til sig og øser ud af deres egen viden også. At være med til at undervise fremtidens voksne i at mærke egne grænser, at kunne fordybe og koncentrere sig, at give den max gas og bevæge sig og at samarbejde i grupper eller to og to er et privilegie.
Derfor ser jeg frem jeg til d 13. maj hvor vi holder Yoga i skoven for hele familien. Glæder mig så meget til at stå på halvøen i Storedam, under trækronerne solen og vindens lune susen og lave yoga med alle de familier der har lyst.
Yoga for familier i skoven
For voksne og børn i alle aldre. Vi mødes i skoven. Husk eget underlag 🙂
Start : 13.05.17
Tid: 12.00
Pris : 150 kr
Og nu vil jeg gerne dele med dig at du kan lære Sisse Siegumfeldt lidt at kende og følge mig på inspirationsdag i Yoga for 8-12 årige.
Rigtig god fornøjelse og håber at se nogle af jer d 13.maj i skoven. Tilmeld
Mange hilsner Nikoline Valentina
Mød Sisse Siegumfeldt
Sisse ejer yogacentret Blå Himmel Yoga der ligger på Østerbro, og har undervist i yoga siden 2004. Hun har løbende taget forskellige yoga-uddannelser og skrevet flere bøger, senest “Yoga for børn – og deres voksne” der udkom i august 2016.
For Sisse er Yoga kernen i hendes liv og både et holdepunkt og en uudtømmelig kilde til glæde og energi og hun har sagt ja til at dele lidt af sin viden og glæden med mig. For udover at undervise i yoga for både børn og voksne har Sisse også forskellige kurser og uddannelser hun tilbyder. Og jeg har været så heldig at skulle deltage på kurset ” Yoga er en leg- lær at undervis børn i yoga” og har glædet mig meget til at fortælle om det, men først et par spørgsmål til Sisse.
Fortæl lidt om dit eget møde med yoga, hvad var det der tiltrak dig?
Jeg blev som helt ung uddannet skuespiller, i USA, i Method Acting, en teknik der i høj grad bygger på afspænding og kropsbevidsthed. Da jeg i ca. 2000 stødte på yoga i et fitness-center lå det fuldstændig i tråd med min egen træning jeg alligevel lavede hver dag, for at mærke mig selv og hvor jeg var følelsesmæssigt. Jeg begyndte at inkorporere mere og mere yoga i min egen træning, det faldt mig meget naturligt omend jeg gav mere los end den gængse fitnesscenter-yogaelev: jeg græd, grinede og bandede i yogatimerne. Men det beroligende aspekt i yoga, det lidt større perspektiv man ofte får, var nyt for mig og meget tiltrækkende: at jeg til en vis grad kunne styre al dramaet indeni. Så jeg begyndte at gå til yoga 3-5 gange om ugen og gjorde det i 4-5 år, før jeg tog min første yogalæreruddannelse. Her gik det op for mig at det var det jeg skulle, og den måde jeg kunne røre noget i andre – ikke ved at fortælle andres historier, som man gør som skuespiller.
Hvad motiverede dig til at lave Yoga for børn?
Lige da jeg var nyuddannet yogalærer, blev jeg spurgt om det og havde arbejdet en del med børn ifm. børneteater og havde undervist i drama og improvisation og dans. Så jeg kastede mig ud i det og fandt ud af at børnene er fødte yogier og så sjove at lege med.
Hvad kan yoga give børnene?
Børn har en hverdag hvor de hele tiden lærer nyt, De får utrolig mange input og stimuleres konstant og hjernen er på arbejde meget af tiden. Udover at yogaen kan hjælp til at styrke og bevarer lysten til at lære, hjælper den til at give børnene en positiv kropsbevidsthed via bl.a. øvelser og afspænding. Ved hjælp af par-øvelser bliver de sociale evner styrket. De bliver også fortrolig med egne grænser og det at sige til og fra da undervisningen forgår på børnenes præmisser da de bliver opfordret til at kunne mærke at “den her øvelse har jeg ikke så meget lyst til” og reagerer på dette. Samtidig bliver der lagt vægt på at finde ting at være taknemlig for så der bliver en balance i tingene. Børnene får ro, selvværd og mod og forældre til børnene i længere forløb fortæller om mere koncentration, fokus, bedre søvn og glade unger.
Hvor gamle skal børnene være for at gå til yoga?
Hos Blå himmel Yoga kan børnene starte når de er 2 år (sammen med forældre).
Hvor adskiller yoga for børn og yoga for voksne sig og hvad er lighedspunkterne?
En yogatime består af en start, øvelser og til sidst afspænding, lige meget om det er for børn eller voksne. Stillingerne er de samme men jo yngre børnene er jo mindre vigtig er det at de bliver udført “korrekt”. Åndedrætsøvelser er også nedtonet hos børnene men for både børn og voksne er afspændingen et vigtigt element. Par og gruppeøvelser er en fast del af yoga for børn og mange af øvelserne bliver præsenteret via leg eller historiefortælling.
Yoga for børn og forælder, hvad kan det give?
Yogaen giver mulighed for at være helt nærværende og sansende sammen med sit barn. At få et lille frirum hvor leg, musik, øvelser, åndedræt og afspændige smelter sammen. Både de voksne og børnene går hjem med et smil i hjertet.
Børn og yoga i hverdagen, kan det lade sig gøre? evt. gode råd til implementering i en travl hverdag?
Det kan sagtens lade sig gøre. Køb eller lån på biblioteket fx Sisses bog “Yoga for børn -og deres voksne” hvor der er 8 programmer med øvelser, mindfullnes og afspæding med billeder som er nemme at arbejde med og holder børnenes interesse fanget.
Gode råd til børn (og deres forældre) der er nysgerrige på Yoga?
Prøv det ☺ hvis i ikke har mod på at melde barnet eller jer begge til et længere forløb så prøv en workshop på et par timer og se om det er noget for jer. Alt er frivilligt til yoga, ingen bliver presset til noget, det er lige så vigtigt at kunne mærke sine grænser som at være med, og det er helt ok at sidde og kigge på de første par gange, det er der flere børn der har brug for. Og det er aldrig spildt tid. Oftest kommer barnet hjem og viser og fortæller selvom de mest har kigget på.
Yoga er en leg, lær at undervise børn i yoga- en inspirationsdag
Fredag d 10.02 var jeg så heldig at deltage i inspirationskurset Yoga er en leg-lær at undervise børn i yoga. Vi var 7 deltagere, nogle pædagoger og andre yogalærere.
Allerede da jeg åbnede døren til cafeen Blå Engel hvorigennem der er indgang til yogalokalerne i Blå Himmel Yoga følte jeg mig rolig og velkommen. Stedet er ikke stort men velindrettet med plads til omklædning og mulighed for lækker mad og drikke i cafeen.
Sisse lagde ud med en gennemgang af de grundlæggende værdier i yoga for børn. Og fordelene er nemme at få øje på. Positiv kropsbevidsthed, styrket sanseapparat, tolerance, tålmodighed, positivt selvbillede er nogle af de fordele børn kan få ved at gå til yoga. Hun pointerer flere gange at det skal være sjovt for børnene- så sjovt og interessant at de ikke kan lade være simpelthen. Og at det er op til os, lærerne, at skabe den stemning. Vi skal som undervisere lære noget hver gang vi underviser et hold. Det er vigtigt med en plan- men det er mindst lige så vigtigt at være åben for afvigelser og selvevaluerer efter hver undervisningsgang. Diciplinering og skældud hører ikke hjemme i et yogalokale. Det gør positivitet og opfordring til at turde derimod. Som lærer er det vigtigt at møde sine elever der hvor de er, og bruge fx stemningen og varieret stemmeføring til at fange opmærksomheden fra børnene. Vi skal italesætte det der sker i undervisningen og lære eleverne fx at kunne skifte mellem udadvendt og indadvendte øvelser.
Efter således at have lært lidt om det grundlæggende underviser Sisse os i en yogalektion som om vi var et tweenhold af 10-12årige. Det er sjovt for et øjeblik at slippe alle forbehold og lade sig flyde med i den positive stemning som Sisse opbygger for og sammen med os. Vi sidder i rundkreds og møde hinanden i en rolig stund, laver fysisk krævende yogaøvelser, danser, laver yogaskulptur og slutter med en afspænding hvor vi hører og lærer om muligheden for at finde et rum/et sted i ro i os selv.
Så er det blevet tid til frokost og den nydes i Cafe Blå Engel der ligger i forbindelse med yogalokalerne. Vi sidder godt og mageligt i gode stole eller sofaer i den hyggelige cafe. Her er plads til alle og i børnehjørnet ligger en sækkestol og en hel del interessant legetøj og bøger.
Resten af dagen lærer vi om øvelser og par-eller gruppelege og hele tiden er nøgleordet respekt, sansning, ro og nærvær.
Og det er noget af det jeg tager med videre. At det er mit ansvar som lærer at videregive disse værdier i min undervisning af børn. Både med min væremåde og også italesat i undervisning af øvelser og i afspændingen.
Til slut vil jeg blot sætte mig i skrædderstilling, samle hænderne foran hjertet og hilse farvel og tak med et Namaste.
Nikoline AKA Line
Tilmeld Yoga i skoven den 13.05
Læs mere om Yoga for børn og uddannelser og inspirationsdage hos Sisse på http://www.blaahimmelyoga.dk