Vandfødsler

Blop svømme svømme dykke, puste og tilsidst løfte barnet op til brystet.
Var det planlagt at du ønskede en vandfødsel, brugte du det som smertelindring, vil du anbefale det til andre og hvorfor ?

del det du vil give andre kvinder i gave

OBS: Når du poster din historie giver du lov til at jeg deler den på alle mine hjemmesider, send mig gerne din mail adr, så kontakter jeg dig hvis jeg må i forhold til andre projekter end Giv din fødsel som gave

2 thoughts on “Vandfødsler

  1. Jeg var til stede i min krop hele vejen…

    “Jeg stiller min krop til rådighed”. Det mantra kørte i hovedet på mig i det ca. halvandet døgn, jeg var i den latente fase. Jeg var indstillet på, at denne (min anden) fødsel handlede om noget større end mig selv, og at jeg skulle hjælpe min baby til verden.

    Det startede så småt lørdag aften, hvor jeg fik lidt uro i maven. Jeg lagde mig på sofaen for at hvile, så jeg kunne være klar til at håndtere den forventede fødsel. Jeg var trods alt 40+2, så det var jo oppe over.

    I løbet af natten kom der små-veer, og søndag morgen var de regelmæssige. De nev lidt, og jeg koncentrerede mig om fødeåndedrættet, som Camilla havde lært os på gravid-yoga-holdet. Det gav mig noget at koncentrere mig om, mens det nev.

    Første fødsel var lang og hård
    Jeg var tændt, og spændt på det kommende forløb. Denne fødsel var min anden, og min første fødsel var alt andet end det, jeg havde håbet på og drømt om. Til trods for yoga træning før min første fødsel var jeg overhovedet ikke i stand til at håndtere ve-smerten. Den overvældede mig hver eneste gang, og jeg var voldsomt udmattet, da jeg nåede pressefasen efter 26 timer med kraftige veer. Mit første barn kom derfor til verden med hjælp fra epiduralblokade, ve-stimulerende drop og sugekop. Jeg havde håbet på en naturlig fødsel uden hjælp!

    Derfor havde jeg gået hos Camilla i næsten 6 måneder. Camillas kombination af yoga øvelser og jordemoderens undervisning i fødselens faser med tegninger og forklaringer gjorde mig fuldt forberedt i de sidste uger op til termin.

    Den latente fase hjemme
    Søndag formiddag gjorde jeg et karbad klar. Jeg var fast besluttet på at være så længe som muligt hjemme, før vi kørte på hospitalet, så jeg ville benytte mig at vandets smertelindrende effekt. Jeg hoppede i det varme vand, nød det og slappede af. Og så gik veerne i stå…

    Jeg var skuffet, for nu var jeg jo lige så klar! Hele dagen gik, og først henimod aftenen kom der en enkelt ve i ny og næ. Skulle det ske i nat? Eller skulle jeg gå en uge med sporadiske veer? Det var ikke til at vide. Vi valgte dog sidst på aftenen at tilkalde de kommende bedsteforældre, der skulle tage sig af vores store pige, hvis vi var nødt til at køre på hospitalet i løbet af natten.

    Det gav mig ro, at der var nogen til at tage sig af vores pige, og igennem hele natten havde jeg kraftige veer. Der var 10-12 min. mellem veerne, der varede ca. 1 minut. Veerne krævede nu min fulde koncentration for at kunne slappe af med smerten. Så jeg fokuserede på mit fødeåndedræt, mens veerne stod på, og jeg nåede at falde i søvn og hvile mellem dem. “Jeg stiller min krop til rådighed”.

    Tegnblødning og fuld fart på veerne
    Mandag morgen blev veerne hyppige, men kun af 40 sekunders varighed, så jeg vidste at det var for tidligt at kontakte fødemodtagelsen.

    Men så kom tegnblødningen. Efter forskrækkelsen over blod i toilettet, ringede jeg til fødemodtagelsen, for at drøfte forløbet med dem. Jeg fik en tid først på eftermiddagen til kontrol. Og derefter gik det løs. Veerne kom med 4 minutters mellemrum og varede 1 minut. Jeg tog et brusebad – mens min kæreste begyndte at pakke bilen i utålmodighed. Derefter ringede jeg til fødemodtagelsen og annoncerede meget hurtigt og bestemt, at NU KOMMER VI!

    Veerne fortsatte uforstyrret ud i bilen og frem til hospitalet og fødemodtagelsen. Jeg blev undersøgt og var 4-5 cm åben. Jeg blev dirigeret direkte til en fødestue, hvor der blev hældt vand i karret, mens jeg blev gjort klar. Jeg var lykkelig over jordemoderens forslag om kar. Hun kunne læse mine tanker! (Eller også havde hun faktisk læst mine ønsker for fødselen, som jeg havde afleveret på et stykke papir).

    Oppe i karret svømmede jeg rundt som en fisk i sit rette element. Muligheden for at justere min kropsstilling let og ubesværet hjalp til at håndtere veerne og lindre smerten, der blev kraftigere og kraftigere. Der var en god stemning på fødestuen med hyggesnak og små-grin mellem veerne. Det føltes meget let at være i fødsel i ve-pauserne! Det var fantastisk at opleve min krop, et kar og vand. Ingen ledninger eller bippende apparater. Kun en doptone på min mave i ny og næ.

    Smerten tog til i veerne og på et tidspunkt oplevede jeg mig selv hænge over karrets kant med små tårer i øjnene, opgivende, “jeg kan ikke mere”. Samtidigt erindrede jeg Camillas undervisning, at denne fase er helt normal, og at jordemoderen ville smile, fordi det er tegn på, at udvidelses-fasen er ved at være komplet. Det gav en ro, at vide, at jeg var så langt i forløbet uden at være blevet undersøgt. På dette tidspunkt begyndte jeg også instinktivt at jamre “nej, nej, neeej….” – smerten var næsten uudholdelig. Jeg huskede på Camillas undervisning i at bruge lyde som “jaaa” og “ahhhh” i stedet for nej, fordi disse lyde åbner bækkenbunden og hjælper baby på vej. Mit i mine automatiske nej’er tvang jeg derfor et “ja” ind. Det var svært og virkede komisk, at sige ja til smerten, som jeg ikke ønskede. Men jeg mærkede, hvordan min krop faktisk slappede lidt mere af i situationen i stedet for at stritte imod.

    Pressefasen
    Jeg blev spurgt, hvor jeg ville føde, og kom op af karret for at blive undersøgt. Jeg var 9,5 cm åben! Jeg var stolt. Så langt – og stadig uden smertestillende! Nu ville der snart komme presseveer, og så ville jeg var igennem!

    Jeg kom tilbage i karret, for det var der jeg havde det bedst. Jeg havde efterhånden ligget der sammenlagt i 2,5 time (og undrede mig over at det stadig var lunt!), og jeg kunne ikke forstå, det blev ved med at være så intens smerte i veerne, for nu var jo udvidet!? Jeg havde glemt at baby skal hele vejen ned igennem bækkenet, og samtidigt dreje sig ca. 180 grader rundt… Men også det håndterede jeg med dyb koncentration og et meget intenst fødeåndedræt.

    Og så kom trangen til at lave stort! Jeg var jo helt åben, så jeg måtte gerne presse. Vandet gik, og det synede efterhånden af den grå-grønne-grumsede Limpopoflod, og ikke det lækre spa-kar jeg var kommet i små 3 timer tidligere!

    Det var en voldsom oplevelse at presse det lille menneske ud af min krop. En blanding af hårdt arbejde og frygt for at gå fuldstændig i stykker. Jeg måtte slippe kontrollen fuldstændig og presse alt hvad jeg kunne og glemme frygten for hvordan jeg ville se ud bagefter. Og SÅ! En lille blå baby kom op på mit bryst og jeg var grædefærdig af lykke. Hun begyndte at skrige – den mest fantastiske lyd! Hun var født i karret, så nu skulle jeg op og føde moderkagen på briksen. Far fik derfor den få minutter gamle, stadig lidt blå, baby i armene.

    Et stort øjeblik for ham, at stå med den lille baby, der langsomt skiftede farve fra blå til rød.

    Efter fødselen
    Moderklagen kom glidende, og jeg fik et par sting. Det hele var gået! jeg hældte rød saftevand indenbords og kiggede på min lille pige, der suttede løs! Alt imens nogle mennesker gjorde mig i stand! Vi lå euforiske på fødestuen 4-5 timer, hvorefter vi kørte hjem med vores lille pige. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet at det var muligt!

    Jeg takkede jordemoderen mange gange, fordi hun havde været med til at gøre fødselen til en fantastisk oplevelse. “Jeg sad bare nede for enden og heppede!” var hendes svar.

    – Katja

    Like

  2. #2 af Lærke om 11. februar 2011 – 17:45

    Da jeg skulle føde min (første) søn Eddie gik jeg under min graviditet til yoga nogle gange. Derudover havde min mand og jeg valgt at købe et fødselsforberedelseskursus af Camilla, fordi vi gerne ville have noget mere end bare de store fødselscafeer med mange par, som vi blev tilbudt.
    Mine yogatimer blev et rum, hvor jeg kunne få en stille stund til at føle kontakt til mit barn (han oksede rundt, især under afspænding) og så fokusere på fødslen som noget positivt.
    Jeg købte en cd med åndedrætstræning, men fik ikke rigtig brugt den – da jeg blev ved med at falde i søvn, når jeg lyttede til den ☺
    Fødselsforberedelseskurset gjorde at min mand og jeg følte os meget mere sikre og afklarede omkring fødslen. Vi havde valgt hjemmefødsel og det blev mødt med megen skepsis og frygt i vores omgangskreds. Fødselsforberedelsen hjalp os til at være rationelle omkring fødslen og lægge vores angst til side. Vi havde valgt hjemmefødsel for at være der, hvor vi følte os mest trygge. Jordemoderen skule på besøg hos os og jeg kunne arbejde med mine veer i ro og fred, uden at skulle tænke på transport og den slags. Det skulle vise sig at vores forventninger blev indfriet.
    Min fødsel gik i gang klokken fire om morgenen, hvor jeg vågnede ved smerter. Jeg stod op og tog to panodiler og bad min mand om at gnubbe mig lidt på lænden, for det havde jeg læst at man skulle. Da der var gået tyve minutter og min mand i smug tog tid på veerne, gik det op for mig at min fødsel var i gang.
    Jeg bad min mand ringe til fødegangen og ville gerne selv i brusebad. Da vi har bad i kælderen var det lidt af en kunst at okse ned af trapperne – allerede nu var mine veer temmelig kraftige.
    Da jeg kom ned til ejendommens fællesbad var der optaget – helt ærligt! Klokken var fem eller sådan noget! Så jeg stod og pustede og pustede ind over vaskemaskinerne og den dame, der kom ud fra badet så noget forskrækket ud ☺
    Mens jeg stod under bruseren kom min mand ned med telefonen og havde en jordemoder i røret. Hun ville lige snakke med mig, for hun mente jo nok at det var lidt tidligt at komme ud, men da hun havde hørt mine veer ”live” sagde hun at de ville komme.
    Min mand gik op og begyndte at puste fødekar op og jeg fik kæmpet mig tilbage op ad trapperne og lagde mig i vores dobbeltseng. Nu tog veerne ordentlig fat og jeg begyndte at få pressetrang. Min mand kom ind med mellemrum og masserede min lænd, som vi havde lært på kurset. Derudover lod han mig være, for han havde lært af Camilla at fødende kvinder godt kan tale for sig selv og at man ikke behøver at læse deres tanker. Det var rigtig dejligt bare at ligge i to og fred i vores seng og trække vejret så godt jeg kunne.
    Jordemoderen kom klokken halv syv og hun undersøgte mig og sagde at jeg var helt åben. Så jeg gik i karret og vandet var skønt! Her hjalp jordemoderen mig gennem mine presseveer og jeg fandt det nemt at gispe og følge hendes instrukser.
    Klokken halv ni blev min søn født – jeg sad tilbagelænet mod bassinets kant og da han kom ud løftede jeg ham selv op over vandet og han åbnede sine store øjne og så lige på mig – og skreg! Det var total forløsning og meget meget smukt.
    Så ja, en lynfødsel på fem timer. Jeg følte mig godt klædt på og jordemoderen var meget imponeret over at jeg håndterede det så ”rutineret”, som hun kaldte det.
    Jeg tilskriver det det den forberedelse som kurset og yoga var, fordi det gav mig den indstilling at min fødsel var min og at jeg kunne klare det.
    Det gjorde dælme ondt – men det kommer man nok ikke uden om ☺ Jeg vil desuden varmt anbefale både hjemme- og vandfødsel.
    Kærlig hilsen
    Lærke

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s