4 thoughts on “Hjemmefødsler”

1. Nå, men nu er det ved at være 3 måneder siden, og jeg kan så småt overskue mit liv igen, så her er min fødselsberetning.
   Jeg elsker at læse jeres, så nu vil jeg bidrage lidt også 😊

   Søndag d. 25.2 kl. 10 fik jeg ondt i maven. Jeg døjer lidt med forstoppelse, og var 100% overbevist om at det var hvad det var. Der var i hvert fald en velkendt smerte.
   Jeg tog et brev movicol og en stærk kop kaffe. Det hjalp. Agtigt. Det hjalp ikke på kramperne, men det var ikke slemt, så Ikke noget jeg tænkte over.
   Jeg legede med min 1,5 årige søn, lavede madplan for ugen og sendte manden ned og handle.
   Smerterne blev ved, og på et tidspunkt tænkte jeg alligevel at jeg ville tage tid på dem, bare for at udelukke veer.
   Jeg har født en gang før, og forventede derfor samme slags veer. Bølgende smerte/varme fra lænden og rundt om til maven.
   Det jeg oplede den søndag var bare mavekramper, lige i æggestokkene eller tarm området. Men altså.. for lige at være sikker tog jeg tid.
   Ingen regelmæssighed og ingen varrighed der indikerede veer, så jeg sendte som sagt kæresten ned for at handle mens jeg tog mig af vores søn.

   Så blev smerterne en smule værre. Stadig ikke værre end at jeg kunne lege med min søn, men nok til at jeg prøvede med tidtagningen igen.
   Her har kl. Været 11.30 agtigt, for jeg gik i gang med at klargøre sønnen på at blive puttet til sin lur.
   Så var der pludselig noget regelmæssigt over smerterne. Forvirring. Det kunne jo ikke være veer. Sådan føles veer jo slet slet ikke, tænkte jeg. Jeg ved jo hvordan de føles, jeg har lige gjort det for 1,5 år siden!
   Nå.. jeg satte kæresten til at fylde karret, efter han havde puttet barnet, og jeg ringede til min jm omkring 12.30.
   Jeg var stadig i tvivl om hvorvidt jeg havde veer, for det gjorde ikke særlig ondt, og det var ikke de vesmerter jeg forventede, så jeg aftalte med Jm Cecilie at ringe igen når jeg vidste mere.
   Jeg lagde mig på sengen og koncentrerede mig om at føle efter hvad der skete i min krop.
   Kl. 13:30 ringede jeg igen til min Jm og bad hende komme. Nu var jeg sikker på at det ikke var forstoppelse.

   Jeg lagde på og ca. 10 min senere fik jeg en ve. Ikke bare en ve. Men en smerte jeg aldrig har oplevet før. Ikke en ve smerte jeg kunne arbejde med, eller smertelindre med vejrtrækning, som jeg kunne første gang jeg fødte.
   Dether var en gennenborende smerte der sad LIGE foran på maven. Jeg krøb ned for enden af sengen, ned på gulvet og klemte alt hvad Jeg kunne på sengekanten og forsøge at overleve. Smerterne gik fra 0 Til 100.

   Min kæreste råbte nogle forskellige spørgsmål fra køkkenet. Han vidste ikke af min krop pludselig var ved at blive splittet ad.

   Han kom ind ved den 3. Ve jeg fik af den slags, og kunne se at det var nu.
   Lige der, fik jeg en presseve.
   “Michael.. jeg skal ud i bruseren nu!” Fra hans synspunkt gik det fra “fyld karret, bare for en sikkerhed skyld, la di da” til: “der kommer en baby ud af mig LIGE NU”.
   Han hjalp mig ud i brusekabinen hvor jeg tog tøjet af og satte mig på knæ.
   Jeg nåede kun lige ud, så kom den næste presseve, og jeg kunne lige så tydeligt mærke hvordan hovedet banede vej nedad.
   Ved 3. Presseve kunne jeg mærke et hoved godt ude. Jeg løftede der ene ben op og holdt igen på hovedet og forsøgte at gispe. Det fik hovedet til at glide lige så langsomt ud.
   Da det var ude fik jeg en lille pause, hvor jeg kunne se at kroppen stille og roligt roterede ud.
   Vild oplevelse!
   Så løftede jeg min lille søn ud og op, mens kæresten skyllede alt ad væk.
   Så sad jeg dér, kl. 14:07 i brusekabinen med min nyfødte søn, og tænkte wtf.

   Kun minutter efter kom min Jm og kunne konstatere at alt var i skønneste orden.

   I tiden efter så jeg tilbage på oplevelsen som helt fantastisk, men langsomt gik det op for mig hvad jeg var gået glip af.

   Jeg fik indfriet mit ønske om selv at tage imod min søn.. men jeg fik ikke optakten med.
   Jeg står tilbage med en helt surrealistisk følelse. Hvordan kan man ikke vide at man er i fødsel?
   Min stakkels kæreste var helt rundforvirret og kastet ind i en situation han slet ikke nåede at forberede sig på, fordi jeg ikke var klar over at jeg skulle til at føde et barn.
   Jeg bebrejder mig selv på mange måder.

   Jeg ville gerne have delt oplevelsen på en rolig måde, med min kæreste og jm ved min side.

   I dag er jeg glad for at alt gik så godt som det gjorde, nu når jeg ikke havde en Jm til at følge forløbet. Og særdeles glad for at jeg valgte en hjemmefødsel, så jeg i det mindste var forberedt på selv at tage imod og skulle føde i en bil på vej til hospitalet.

   LikeLike

   Svar

2. Jeg fødte hjemme
   – langt ude i skoven
   jeg var nemlig bange for hospitalet.

   For mig var det perfekt at føde hjemme, og jeg var endda heldig at få en let og hurtig fødsel, selvom det var første gang.

   Jeg tror den rigtige fødsel er den, som du er mest tryg ved – hvad enten det er hjemme eller på hospital eller noget tredje.

   Graviditeten var vidunderlig – men det skulle man ikke tro på overskrift niveau: kvalme fra 2. uge til midt i veerne, bækkenløsning fra 3. måned. Men naturen var gavmild med graviditetshormoner, så jeg var rolig og lykkelig i 9 mdr. og fik en skøn, hurtig og næsten smertefri fødsel.

   Graviditetskvalme og bækkenløsning:

   Jeg fandt en morgenrutine med at stå op og kaste op, tage et brusebad og kaste op. Så en kop kaffe og ud i bilen, køre halvvejs til arbejdet, og så lige ind på en rasteplads og kaste op. Så var jeg klar til morgenmad – to rundstykker fra bageren synes jeg, at jeg havde fortjent efter den omgang … måske var det derfor jeg tog 20 kg. på.

   Jeg tror nok det var i 3. måned jeg begyndte at være temmelig øm, lavt over lænden og i 4. måned jeg en dag havde svært ved at komme ud af bilen, fordi det ene ben helt strejkede. Det var ømt og ubekvemt at sidde for meget, så jeg lå en del ned. Det bidrog nok også til vægtøgningen.

   Vores læge fulgte mig ekstra tæt, og var støttende i hele forløbet; mest fordi min mand var lidt bekymret, tror jeg.

   Jeg var aldrig i tvivl om at baby var ok – men bagefter har jeg tit tænkt på, at det var godt og sundt for mig, at jeg ikke havde hørt alle skrækhistorierne om hvad der kan gå galt for fosteret – så tror jeg, jeg ville have været rigtig bange. F.eks. mærkede jeg næsten ikke liv i de mange måneder. Kun ganske få spark og ganske få vendinger. Måske er der bare rigtig god plads i sådan et løst bækken?

   Jeg var overbevist om, at det at føde handlede om instinkter. Jeg stolede på at kvindekroppen var topgearet til netop at føde, og at kroppen ville vide, hvad der skulle til. Jeg aner ikke hvorfor jeg ikke tvivlede eller var bange – det var med garanti en hjælp, at jeg også havde holdt mig fra alle historierne om, hvad der kunne gå galt i en fødsel – og her bagefter mens jeg skriver det her tænker jeg taknemmeligt, at det var en kæmpe fordel at overgive mig til kroppen og moder natur.

   Den gode læge havde med stoisk ro sagt, at han ikke var bange for at føde med mig, heller ikke langt ude i skoven. Han fremhævede, at hvis der var komplikationer, ville han ringe til hospitalet, og at den tid det tog dem at gøre stuen klar til kejsersnit nogenlunde svarede til køretiden fra vores hus i skoven til hospitalet. Han var virkelig en kammerat, for selvom jeg stolede på min krop, var jeg ikke helt naiv, og ville selvfølgelig gerne have hjælp hvis der var komplikationer.

   En blid måde at sætte en fødsel i gang på.

   Lægen var en ældre herre, som jeg netop havde valgt som læge, fordi jeg vidste at han holdt af hjemmefødsler. Han tog altid sin kone med – hun var sygeplejerske. Ved sidste kontrol fortalte han mig, at nu havde jeg 3 dage til at føde, for så tog han og konen på charterferie. Det var lidt af et chok. Jeg vidste, at nabolægen i det lille lokalsamfund var imod hjemmefødsler, og var kendt for rutinemæssigt at indlægge, hvis han blev kaldt ud til en hjemmefødsel. Jeg var skrækslagen for hospitaler, metal-instrumenter, hvide fliser, hårde brikse – og ikke mindst for, hvordan jeg forestillede mig, jeg ville reagere hvis det blev på den – for mig – fremmedgørende og ubehagelige måde. Jeg havde som barn haft et par ubehagelige oplevelser med tandlæger og med hospitaler og jeg kunne tydeligt mærke at jeg ville blive anspændt og bange. Så da lægen tilbød at løsne slimproppen for at invitere baby til at komme ud en af de nærmeste dage, sagde jeg jatak.

   Dagen og aftenen før fødslen

   Den anden nat efter besøget hos lægen drømte jeg, at nu skulle jeg gøre hovedrent, fordi der ville lande en engel. Det var en ualmindelig klar og påtrængende drøm, så jeg og kæresten gik i gang med at gøre rent. Da vi var færdige fik jeg de første veer. Vi ringede til jordmoderen for at orientere hende om at jeg havde veer, og så lavede min kæreste aftensmad – vi var ret forventningsfulde. Jeg var rigtig heldig, at det var Lisbeth, som jeg havde gået til kontrol hos, der havde vagten.

   Lisbeth kom ret hurtigt. Hun vurderede at jeg var en cm åben, at det var rigtig nok at jeg skulle føde, men at der var mange timer til. Hun fortalte, at nu var hun til rådighed, til jeg havde født, og ringede til sygehuset, at hun var optaget af en hjemmefødsel. Hun havde været oppe hele natten på hospitalets fødestue, og spurgte om det var ok, hvis hun hvilede sig lidt på sofaen. Det var det selvfølgelig – men samtidigt begyndte veerne at tage lidt mere fat Jeg har det generelt sådan, at hvis jeg jamrer frit og frejdigt, så gør det ikke så ondt, og jeg syntes, at det var svært at give mig selv lov, når Lisbeth var der – fjollet egentligt at være blufærdig i den situation. Men heldigvis var Lisbeth med på at køre hjem og hvile – hun gav helt præcise instrukser til hvornår jeg SKULLE ringe, og understregede at hvis jeg blev utryg eller havde brug for hende, måtte jeg selvfølgelig ringe når som helst.

   – så ind at slå op i papirerne for at tjekke at jeg havde styr på det hele. Der stod , at det var vigtigt at hvile, fordi en fødsel kan være langvarig og krævende. Så det gjorde jeg. Min kæreste gik i gang med at koge en masse vand.

   De næste timer var rigtig hyggelige. Vi spiste, og hvilede os mens vi hørte musik. Jeg små-sov mellem veerne og det virkede fint at give slip, give efter og lade veerne komme som de ville, give lyd, når det var det kroppen ville …. Hvile og småsove …. Ve og jamre. Kæresten tog tid på både veernes længde og pauserne mellem dem. …. Hvile og sove … ve og jamre … Rent faktisk rigtig dejligt, at ligge i arm med min kæreste og vente og forberede os mentalt.

   Jeg nød, når jeg kom til nogle af milepælene. Vi ringede til Lisbeht da der var 5 minutter mellem veerne, og jeg fortalte min kærestes det vist var nu, vi skulle have kørt til hospitalet, hvis det var en hospitalsfødsel – hvor var det dejligt at lægge mig tilbage i min egen stue. Også da jeg kunne se på veernes længde og pause, at nu skulle jeg nok flyttes til fødestuen, hvis jeg havde været på sygehuset, nød jeg ekstra, at jeg var i de omgivelser, jeg holder af. Det var en temmelig smuk nat, stjerneklart og luften var frisk, ren og skøn når vi åbnede vinduet – udenfor kunne vi høre nattens lyde i skoven. Alle de ting var med til at jeg kunne slappe af og give slip. Jeg var 100% indstillet på at overgive fuld styring til kroppen og godt i gang med at gøre det.

   Faktisk mindede smerterne om lidt stærke menstruationssmerter, og det gjorde ikke voldsomt ondt. Jeg er ellers temmelig smertefølsom i andre sammenhænge.

   Efter et 3-4 timer begyndte det ret pludseligt at gøre rigtig ondt. Nu kunne jeg hverken sove eller jamre mig fra ubehaget, og jeg fik lyst til at prøve om det var rigtigt, at det hjalp at ligge i vand – det havde jeg læst. Min kæreste fyldte badekarret og jeg kunne lige præcis være der med min store flotte mave. Men jeg havde glemt den lille detalje, at jeg faktisk ikke bryder mig om karbad – jeg blev rigtig irritabel. Men nu skiftede veerne karakter til en superskarp og stikkende smerte lavt nede i underlivet. Jeg tror måske vandet er gået i karbadet? Min kæreste stod sødt og støttende og åbnede en dåse kattemad i badeværelset, mens katten mjavede – han ville vel stå lige der for at være hos mig og støtte mig, men jeg skummede indvendigt af ubændig irritation over at noget menneske kunne larme så meget med en dåseåbner. En ting var den nye skarpe smerte – men jeg skiftede også sindsstemning – føler bagefter jeg blev småskør i et par minutter. Jeg bad min kæreste ringe efter lægen. Jeg nænnede ikke at fortælle, at jeg havde besluttet at det her var for meget – nu ville jeg ikke være med længere, jeg tænkte at: det kan godt være at alle andre kvinder kan føde, men det her er over min grænse, og når lægen kommer vil jeg ind og have et kejsersnit i fuld bedøvelse. Op af badet med mig og i tøjet – ind at ligge på futon igen, mens jeg forberedte mig på at kræve kejsersnit.

   Fødslen

   Den skarpe smerte nåede måske at komme en 5-6 gange ialt … jeg aner ikke hvor længe der nu var imellem. Men ret hurtigt skete der noget ny igen. – efter ca den tid det tager at komme op af et badekar, tørre sig, tage tøj på og lægge sig godt tilrette og slappe af.

   Så kom det: jeg kan bedst beskrive det som et omvendt hik. Et hik, hvor mellemgulv og mave trak sig sammen i et kraftigt ryk – nedad i stedet for opad. Jeg røg, uden at tænke over det, op på alle 4 og med hovedet presset ind i væggen – den eneste stilling, der var til at holde ud. Jeg brølede som et elgsdyr i parringstiden, og jeg tror ikke jeg kunne have holdt det tilbage – tanken faldt mig ikke ind. Samtidig kom jordmoderen småløbende ind af døren, og undersøgte mig lynhurtigt.: ”Du er helt åben, og det ser fint ud – bliv bare ved”. Det var ret heldigt, at det var det hun sagde, for jeg følte ikke så meget valg. Kroppen tog over, og jeg gav den lov. Det var skønt. Det var kraftfuldt. Det gjorde ikke ondt mere – bogstaveligt talt overhovedet ikke – og det var bestemt ikke ubehageligt. Der var mig, kroppen og naturen – og kroppen vidste præcist hvad der skulle til. Nu kom lægen og hans kone grinende ind af døren og sagde ”vi kommer da vist i sidste øjeblik – vi kunne høre dig langt ude i skoven – det lyder som en ko, der brøler”. Han bad mig lige vente lidt – jeg ved ikke hvordan jeg bar mig ad, men da han sagde ok, og kaldte på min kæreste: ”vil du ikke her ned og se med?” – kom de sidste sammentrækninger og barnet kom ud på den næste ve – jeg kunne mærke ham glide ud, og jeg hørte ham småklynke. ”Det er en dreng og han ser fin ud”, sagde en af dem.

   Jeg var helt udmattet, og hvilede hovedet på hovedpuden og sank sammen. Træt, glad, taknemmelig, stolt. Var helt væk et øjeblik og blev vækket ved at kæresten kaldte mit navn og sagde: ”der ligger et lille barn hernede”. Underligt nok var det lige i det øjeblik en stor overraskelse at der var kommet et barn ud af det hele. Jeg var temmelig perpleks. Nu tog jordmoder over, og fik mig til at lægge mig på ryggen med puder i ryggen, og så fik jeg min fine, lille, splinternye søn op på maven, præcist som jeg havde ønsket mig det skulle være. Jeg kunne kun se hans hovedbund og det ene øre. Det smukkeste øre i hele verden. Hvor heldig kan man være – jeg var vildt forelsket i det øre, og har været det lige siden. Resten af barnet så jeg senere, og det var også det smukkeste barn i verden.

   Nu begyndte han at klynke igen. Det havde jeg ikke lige forberedt mig på, og igen tog jordmoder over – efter at hun havde givet mig lidt tid til eventuelt selv at reagere. Hun lagde den lille til rette, og hjalp mig med at putte brystvorten i munden på ham og så suttede han. Det var en sær og kildrende fornemmelse i brystet. Intenst og mærkeligt. Nyt. Efter noget tid faldt han i søvn og det var æresfrygtindgydende og selvfølgeligt på en gang.

   Men så kom der veer igen. Lisbeth gav vores søn til min kæreste. Lægen og jordmoderen samarbejdede fokuseret nu, og de var meget tilfredse da moderkagen efter lidt tid kom ud, og de beundrede den sammen. Lisbeth viste stolt, hvordan navlestrengen og tegningerne på moderkagen lignede et asketræ. Lægen var ikke helt tilfreds, noget af moderkagen sad fast indvendigt i livmoderen, og han ville give mig en indsprøjtning – det skulle jeg ikke nyde noget af, men der standsede min indflydelse tydeligvis – han ville ikke løbe risikoen for at jeg forblødte, så jeg fik min indsprøjtning og det sidste moderkage kom ud efter et par veer. De nye veer føltes igen mest som kraftig menstruation, det var ikke på nogen måde slemt. Men mere ”vrøvl med lægen” ventede: han syntes, jeg var sprækket lidt for meget, og ville sy det. Det syntes jeg bestemt på ingen måde var nødvendigt, men det fik jeg heller ikke så meget indflydelse på – det var nok godt nok, og det gjorde på ingen måde ondt, selvom jeg havde været temmelig bange for at blive syet. Bagefter ville jeg bare have fred og have min baby – men min kæreste, Lisbeth, lægen og hans kone var utroligt enige om at jeg skulle i brusebad nu – at både jeg og sengetøjet var smurt ind i blod – og de vandt også den omgang. Jeg måtte indrømme at det gjorde godt, og det var skønt at komme tilbage til futonen , hvor de havde skiftet lagen og betræk, så både jeg og sengen var velduftende rene. Det var en vidunderlig forkælelse. Lægen stod og vuggede min fine nye babysøn og kiggede ham dybt i øjnene. Han fortalte mig, at det øjeblik var hans belønning for hans indsats ved fødselen. Lægen undskyldte meget, men nu var der kort tid til deres flyver lettede, og så smuttede lægen og konen på ferie. Kufferterne var allerede i bilen. Min kæreste spurgte hvad man egentligt skulle bruge alt det kogende vand til, og de grinte og fortalt, at det brugte man slet ikke mere.

   Jeg lå i nu min egen stue, med min egen musik og de velkendte lyde og dufte. I stuen ved siden af kunne jeg høre at kæresten og jordmor drak kaffe og sludrede om forløbet. Mens jeg skriver det her kommer stemningen tilbage – jeg ved ikke om jeg har været så rolig og lykkelig nogensinde før eller efter. Nu kom jordmoder ind, kiggede lidt til baby, der lå og sov i sit svøb ved mit bryst, og sagde at hun ville køre hjem. Da hun havde hånden på dørhåndtaget kom panikken, og jeg udbrød: ”jamen hvad skal jeg gøre – hvordan passer jeg ham?”

   Så satte hun sig på sengekanten, og forklarede stille og roligt hvad jeg skulle gøre de næste dage – det gik selvfølgeligt fint.

   Eftertanker

   Fra de ”omvendte hik” startede og til barnet var født gik der iflg. min kæreste ca 15-20 minutter. Min tidsoplevelse var forandret, det føltes som 2-3 minutter.

   Jeg vil til en hver tid hellere føde igen, end f.eks. gå til tandlæge. Jeg ved godt, at jeg har været heldig – men jeg er samtidig overbevist om, at det gjorde en meget stor forskel, at jeg kendte min krop, stolede på den, og overgav mig til dens instinktive viden om, hvad der skal til for at barnet kommer ud. Reproduktion og artens overlevelse er jo dybe instinkter – eller lidt smukkere udtrykt: nedarvet visdom.

   LikeLike

   Svar

3. Nej tak til fabriksfødsel

   Min fødselsberetning starter ikke ved den første ve, for det ville være som at beskrive en fantastisk middag i godt selskab og gode omgivelser ved kun at nævne navnet på retterne og intet andet. Den starter derfor ved første jordemoder besøg 30. marts i år, hvor jeg fik lidt af et chok over, hvor skrabede vilkår der er for gravide/fødende kvinder i det offentlige system i Danmark – i hvert fald på Frederiksberg og i København, hvor jeg bor. Der var i indkaldelsesbrevet sat en halv time af til konsultationen. Jeg blev mødt af en sød, stresset og på ingen måde nærværende jordemoder (JM). 10 minutter efter det første håndtryk var jeg ekspederet ud af døren igen med en meget flad og skuffet fornemmelse af blot at være et nummer i rækken af gravide kvinder, der skulle ekspederes på vejen til fødefabrikken. Der var simpelthen hverken tid eller overskud til det personlige nærvær. Det største chok var dog, at vores næste aftale først blev planlagt til 28. graviditetsuge, engang i juli måned. Jeg var ved 1. besøg 13. uger henne!

   Beslutningen om at føde hjemme

   Jeg hoppede på cyklen, og så kom vreden. Efter en god cykeltur, nogen mærken efter og noget tankeaktivitet stod kun en ting tilbage på lystavlen: ”det her er simpelthen ikke godt nok til mig, jeg har sgu brug for noget mere nærvær og at føde med en jordemoder, jeg selv vælger, for jeg vil have en fantastisk fødselsoplevelse”. Jeg anede intet om, hvordan jeg skulle realisere dette ønske på daværende tidspunkt, jeg vidste blot (muldvarp som jeg jo er, finder altid vej gennem krattet J), at det skulle nok lykkes. Jeg gik hjem, gik på nettet og rasede ud til en veninde på Skype. Hun nævnte så for mig, at Amine.dk, hvor hun er redaktør, havde skrevet en artikel om en privatpraktiserende JM, der var helt fantastisk, og hun sendte mig et link til artiklen. Den læste jeg, og jeg læste videre på JM Henny Jensens hjemmeside (www.hjemmejordemoder.dk). Det viste sig, at hun er specialiseret i hjemmefødsler, noget jeg på daværende tidspunkt ikke vidste, var en mulighed. Jeg googlede løs den dag, læste statistikker, fødselsberetninger og videnskabelige artikler og fandt mange fordele ved hjemmefødsler og ved at føde med privatpraktiserende JM: ro, egne rammer, kendt selvvalgt JM, egen mad, ofte hurtigere fødsler, rolige børn, høj apgar score, færre indgreb end ved hospitalsfødsler og langt større tryghed hos den fødende, fordi alle disse faktorer gør, at hormonsystemet ikke stresses. Da Kristian, min mand, kom hjem fra job, meddelte jeg ham, nogenlunde blidt, at jeg havde besluttet mig for at føde hjemme. Han blev helt bleg (manden er revisor, haha!) og troede, jeg var stået helt af. Jeg fortalte ham om al det info, jeg havde fordøjet, og han læste en masse og blev derefter hurtigt hooked på ideen. Vi kontaktede Henny og aftalte et møde og var slet ikke i tvivl om, at hende var vi begge 100 % trygge ved, udover at hun også var rigtig sød og havde en skøn humor.

   Forberedelse til fødslen

   Herefter havde vi alle JM konsultationer hjemme hos os selv. Henny kom på besøg med god tid hver gang. Vi lærte hinanden godt at kende, og der var altid tid og plads til at få vendt alle spørgsmål, tanker, følelser og forventninger vedrørende graviditet og fødsel. I ugerne op til fødslen gav hun mig smertelindrende og fødselsmodnende akupunktur, som virkede rigtig godt. Jeg følte mig godt forberedt til selve fødslen af Henny. Sideløbende med dette gik jeg til yoga for gravide hos Camilla (www.yogajordemoder.dk) og svømmede for at holde mig i gang og være i god form til fødslen. Alt sammen rigtig gode valg, skulle det vise sig under fødslen. Det sidste jeg gjorde for at forberede mig var, at jeg ikke gad høre på mennesker med negative/begrænsede forventninger til fødsler. Jeg gad simpelthen ikke høre på erfaringer og forventninger til fødsler som værende et lidelseshelvede, der bare skal overstås. Jeg var helt med på, at en fødsel indebærer noget fysisk smerte og udfordring, men hvordan man håndterer, bruger og transformerer den smerte, er for mig der, hvor man har et valg og kan påvirke situationen selv. Så var jeg klar til at føde!

   Optræk til fødsel

   Jeg fik småveer natten til fredag d. 1. oktober. Var ikke engang sikker på, om det var veer.

   Fredag morgen fattede jeg, at jeg indimellem havde “mikro-veer” – totalt sporadisk. Der kunne være mellem 15-60 minutter imellem, og de var easy-piecy og føltes blot som lidt stramhed henover lænden, som blot krævede en enkelt fokuseret vejrtrækning.

   Ringede og fik en sludder med Henny om sagerne. Vi aftalte at se, hvad der skete, og jeg skulle give løbende meldinger, når der var udvikling. Jeg smuttede en tur i Netto og købte ind til rejemadder, hvis der skulle holdes fødselsdagsfest i løbet af weekenden og noget kakaomælk og saft til under fødslen. Kl.14 besluttede jeg mig for at gøre “en bevidst indsats” for at aktivere noget oxytocin og gav mig selv to orgasmer (jeps, der bliver talt lige ud af posen her!), hvilket resulterede i to kraftige veer 🙂

   Skub i sagerne

   Kl.16 kom Kristian hjem, og vi lå og snakkede lidt på sengen. Kl.17 gik vi tur, og så begyndte der at ske noget. På en halv times gåtur fik jeg 6-7 veer, om varede 15-30 sekunder. De var lidt kraftigere end dem, jeg havde om morgenen, men slet ikke noget heftigt endnu. Jeg gav Henny et ring kl.ca. 18 og fortalte, at der var mere gang i den, men endnu intet kontinuerligt i hverken interval eller varighed. Lagde mig ind i sengen og småblundede og hørte lydfil med fødselshypnose, fik lidt veer indimellem. Kl.19.30 ca. begyndte veerne at blive så krævende, at jeg kun kunne ligge på alle fire hængende indover en pilatesbold og rokke frem og tilbage og arbejde med krop og åndedræt, når de kom. Imens visualiserede jeg min livmoder som en ballon med min lille datter i, der åbnede sig, og jeg så for mit indre blik, hvordan hun pressede sig igennem åbningen af livmodermunden. De føltes kraftige, men fordi de slet ikke var lange nok, mellem 15-45 sek. troede jeg, at det stadig bare var indledende show!

   Fødslen tager fart

   Herfra gik det stærkt. Hver gang jeg havde haft en ve, skulle jeg sådan på toilettet. Jeg kom af med de vildeste mængder afføring (pardon my french!) og begyndte at undre mig, fordi veerne stadig var så uregelmæssige, og det hænger jo ikke sammen med det stadigt større pres, jeg begyndte at føle mod endetarmen. Gik i bad 20.30 og fik noget tegnblødning og tænkte “fedest, det betyder livmoderhalsen og -munden åbner sig”. Kristian foreslog kl.21, at vi lige ringede til Henny igen for at fortælle, hvordan sagerne stod. Henny ville gerne tale med mig, men det kunne jeg ikke overskue. Badet havde sat yderligere skub i ve-festen, og jeg var tilbage på alle fire i sengen hængende på bolden. Hårdt for benene, men den eneste stilling jeg kunne være i. Henny spurgte, om jeg gerne ville have hun kom nu, selvom det endnu var tidligt i forløbet? (det troede vi jo alle sammen!) Jeg svarede ja.

   Kl. 22 ankom Henny, og hun var forberedt på at kunne skiftes med Kristian til at tage en lur på sofaen, når det blev nødvendigt. Hun fortalte også bagefter, at hun havde mindet sig selv om, at hun skulle huske at sætte p-skive næste morgen kl.8. Det blev aldrig aktuelt.

   Lige før Henny ankom, kastede jeg min aftensmad op. Dette fortalte jeg hende, og hun meddelte, at så måtte der være godt gang i vearbejdet, fordi kroppen skilte sig af med maden, fordi den ikke magtede at fordøje, samtidig med at jeg var på krævende arbejde. Hun ville gerne undersøge mig vaginalt. Jeg forberedte mig på, at jeg nok ikke var særlig åben, og at jeg højst sandsynligt ville få en større nedtur og tudeanfald over dette, som jeg så bare måtte igennem og op på hesten igen derfra, for veerne var SÅ heftige på dette tidspunkt. Henny undersøgte mig, og vi blev alle meget overraskede: jeg var 6-7 cm.åben!

   Sidste heat i fødekarret

   Så måtte jeg komme i fødekarret, som Kristian havde pustet op forinden – JUBII. Han fyldte vand i, og jeg kom i karret kl. 22.45. Lige efter dette kom fødselshjælper og veninde Marlene, og hun var helt fantastisk, I karret kunne jeg også kun ligge på alle fire, og hver gang en ve kom, smed Marlene en varm, våd stofble over min lænd og masserede mig. Jeg var nu helt i min egen verden og kunne ikke holde øjenkontakt eller klare at der blev talt under veerne. Jeg sagde blot “ve”, når den kom og “massage” og “stop” og “saftevand”, hvorefter Kristian eller Marlene stak sugerøret ind i min mund, så jeg kunne drikke. Henny, Kristian og Marlene blev ved med at rose mig for det gode arbejde, og til sidst magtede jeg ikke at høre på det længere. Jeg bad dem stoppe og kun meddele sig omkring konkrete ting vedrørende fødslens udvikling 🙂

   Tidsfornemmelsen røg fuldstændig, men der gik omkring 45 minutter på denne måde. Jeg kunne mærke, at hun gled længere og længere ned for hver ve. Henny tjekkede hjertelyd indimellem og alt var normalt. Kl. ca. 23.30-23.40 undersøgte Henny mig igen, nu var jeg 8-9 cm. Åben, og Henny forberedte mig på, at jeg snart ville få pressetrang, men ikke måtte presse, før kroppen slet ikke kunne lade være af sig selv. Jeg skulle derfor gispe, når presseveerne kom. Henny gispede med mig, og jeg har ikke helt styr på, hvor mange presseveer, jeg nåede at have, men det var ikke mange. Jeg stak hånden ned og mærkede efter, da jeg havde haft de første to presseveer og kunne mærke hendes hoved omkring 5 cm. Oppe i skeden. Pludselig kunne jeg ikke holde presset tilbage mere, og Henny sagde, ”når den næste ve kommer, så tager du en kæmpe indånding, og så holder du lyd og luft inde og bruger alle dine kræfter på at presse alt, hvad du kan”. Jeg tænkte: ”fedest, nu skal jeg ikke bruge energi på at kæmpe imod, det kan jeg sgu godt det her!”.

   Velkommen Johanne

   Så kom den næste ve, og jeg gav den fuldt gas. Kort pause, så kom den næste ve, og jeg pressede for fuld skrue…svup…så kom hovedet ud! Henny skulle til at lytte hjertelyd, så hun nåede ikke engang at støtte imod. Min krop tog simpelthen fusen på hele forsamlingen, fordi det gik så stærkt. Henny skulle til at sige, at jeg skulle presse alt, hvad jeg kunne, når den næste ve kom, men jeg afbrød hende med ordene ”der kommer mere!”, og 10-15 sekunder efter hovedet var født, fødte jeg resten af lille, fine Johanne kl.00.08 – ikke dårligt at have samme fødselsdag som Mahatma Gandhi. Henny sagde ordret, at jeg skød hende ud som en kanonkugle, og det føltes ærlig talt også sådan – på den gode måde 😉

   Jeg kunne ikke på nogen måde have ønsket mig en bedre fødsel eller jordemoder og vil varmt anbefale alle kvinder, der har lysten til en hjemmefødsel og normalt forløbende graviditeter at føde med Henny.

   LikeLike

   Svar

4. Da jeg skulle føde min (første) søn Eddie gik jeg under min graviditet til yoga nogle gange. Derudover havde min mand og jeg valgt at købe et fødselsforberedelseskursus af Camilla, fordi vi gerne ville have noget mere end bare de store fødselscafeer med mange par, som vi blev tilbudt.
   Mine yogatimer blev et rum, hvor jeg kunne få en stille stund til at føle kontakt til mit barn (han oksede rundt, især under afspænding) og så fokusere på fødslen som noget positivt.
   Jeg købte en cd med åndedrætstræning, men fik ikke rigtig brugt den – da jeg blev ved med at falde i søvn, når jeg lyttede til den ☺
   Fødselsforberedelseskurset gjorde at min mand og jeg følte os meget mere sikre og afklarede omkring fødslen. Vi havde valgt hjemmefødsel og det blev mødt med megen skepsis og frygt i vores omgangskreds. Fødselsforberedelsen hjalp os til at være rationelle omkring fødslen og lægge vores angst til side. Vi havde valgt hjemmefødsel for at være der, hvor vi følte os mest trygge. Jordemoderen skule på besøg hos os og jeg kunne arbejde med mine veer i ro og fred, uden at skulle tænke på transport og den slags. Det skulle vise sig at vores forventninger blev indfriet.
   Min fødsel gik i gang klokken fire om morgenen, hvor jeg vågnede ved smerter. Jeg stod op og tog to panodiler og bad min mand om at gnubbe mig lidt på lænden, for det havde jeg læst at man skulle. Da der var gået tyve minutter og min mand i smug tog tid på veerne, gik det op for mig at min fødsel var i gang.
   Jeg bad min mand ringe til fødegangen og ville gerne selv i brusebad. Da vi har bad i kælderen var det lidt af en kunst at okse ned af trapperne – allerede nu var mine veer temmelig kraftige.
   Da jeg kom ned til ejendommens fællesbad var der optaget – helt ærligt! Klokken var fem eller sådan noget! Så jeg stod og pustede og pustede ind over vaskemaskinerne og den dame, der kom ud fra badet så noget forskrækket ud ☺
   Mens jeg stod under bruseren kom min mand ned med telefonen og havde en jordemoder i røret. Hun ville lige snakke med mig, for hun mente jo nok at det var lidt tidligt at komme ud, men da hun havde hørt mine veer ”live” sagde hun at de ville komme.
   Min mand gik op og begyndte at puste fødekar op og jeg fik kæmpet mig tilbage op ad trapperne og lagde mig i vores dobbeltseng. Nu tog veerne ordentlig fat og jeg begyndte at få pressetrang. Min mand kom ind med mellemrum og masserede min lænd, som vi havde lært på kurset. Derudover lod han mig være, for han havde lært af Camilla at fødende kvinder godt kan tale for sig selv og at man ikke behøver at læse deres tanker. Det var rigtig dejligt bare at ligge i to og fred i vores seng og trække vejret så godt jeg kunne.
   Jordemoderen kom klokken halv syv og hun undersøgte mig og sagde at jeg var helt åben. Så jeg gik i karret og vandet var skønt! Her hjalp jordemoderen mig gennem mine presseveer og jeg fandt det nemt at gispe og følge hendes instrukser.
   Klokken halv ni blev min søn født – jeg sad tilbagelænet mod bassinets kant og da han kom ud løftede jeg ham selv op over vandet og han åbnede sine store øjne og så lige på mig – og skreg! Det var total forløsning og meget meget smukt.
   Så ja, en lynfødsel på fem timer. Jeg følte mig godt klædt på og jordemoderen var meget imponeret over at jeg håndterede det så ”rutineret”, som hun kaldte det.
   Jeg tilskriver det det den forberedelse som kurset og yoga var, fordi det gav mig den indstilling at min fødsel var min og at jeg kunne klare det.
   Det gjorde dælme ondt – men det kommer man nok ikke uden om ☺ Jeg vil desuden varmt anbefale både hjemme- og vandfødsel.
   Kærlig hilsen
   Lærke

   LikeLike

   Svar