One thought on “Lotus fødsel

  1. Tak Camilla❤ for at sætte plads af til “Både fornuft & følelse talte for en lotusfødsel” som er min, jordemoderens egen fortælling, om den lotusfødsel jeg havde, ved havet i et sommerhus Maj 2013 ❤

    Se den med billeder ved at følge linket her; http://min-barsel.dk/fodsel/bade-fornuft-og-folelse-talte-for-en-lotusfodsel

    Her kan du læse den:

    For omkring to år siden, fødte jeg mit tredje barn. En lille dreng som ikke blev adskilt fra moderkagen før navlesnoren på tredjedagen var så indtørret at den faldt af helt af sig selv.

    Tid! Tre dage, hvad er det i det store regnskab – intet. Det var en magisk overgang og de tre dage var indholdsmæssigt guddommelige og eventyrlige. Det var vidunderligt ikke at forcere noget, bare være til stede sammen. Zappe helt ind i euforien, kærligheden, lykkefølelsen, glæden og stoltheden. Hvor var det en smuk fødsel.

    Jeg græd inderligt, da vi efter fem dage, pga. lugtgener måtte tømme fødekarret. Graviditeten og fødslen, var på alle måder helt anderledes end de to foregående. Et andet spor end det slagne

    Jeg havde valgt at følge et helt andet spor, end det slagne.
    I denne graviditet gik jeg meget ind i mig selv, for at finde frem til hvordan jeg egentlig ønskede det hele skulle være. Og ikke mindst fødslen.

    Det betød f.eks. at jeg reflekterede en del over, om jeg havde brug for alle de tilbud jeg fik i graviditeten. Tilbud om scanninger og ekstra flow målinger. En flow måling, er en scanning, der viser trykket i navlesnoren og derved overførslen af blod; ilt og næring via moderkagen, til barnet.

    Vi valgte nakkefoldsscanningen fra. Vi nåede frem til, at vi alligevel ikke ville kunne få fjernet barnet, hvis det nu viste sig at have Downs.

    Misdannelsesscanningen valgte vi til – dog uden kønsvurdering. Jeg ville gerne føde dette barn i vores sommerhus, derfor havde jeg brug for, at vide om der var nogle misdannelser hos barnet. Eller jeg følte måske først endeligt, at jeg kunne tage beslutningen om en fødsel i et andet setting, end hospitalets, når jeg vidste med sikkerhed, at barnet ikke ville have særlige behov ved fødslen.

    Kønsvurderingen ville vi ikke have. Vi snakkede meget om det. Vi syntes det var spændende at blive overrasket. Vi syntes også det var vigtigt for barnet, ikke at være kønsligt specificeret indtil fødslen. Jeg havde heller ikke de fjerneste skrupler over at ”møde” barnet som både en pige og en dreng, i den tid det boede indeni mig. Tværtimod. Et menneske har jo alligevel både feminine og maskuline anlæg.

    Vi sagde nej tak til de ekstra flowmålinger, fordi jordemoderens ”målinger” med hænder og centimetermål, sagtens ville kunne fortælle om en evt. nedsat tilvækst. Især fordi de jordemødre der fulgte os, var de samme fra gang til gang. Dette giver alt andet lige, en mere præcis måling.

    Jeg gik også indad, for at finde ud af hvordan vi bedst kunne skabe rammer for at modtage dette barn, som var en lille efternøler og en gave til de større søskende på 17 og 14.

    Det norske urinstinkt
    Jeg arbejdede på det tidspunkt i Norge som jordemoder, på en lille fødeklinik langt ude i fjeldende. Her traf jeg kvinder, der ofte var vokset op på landet, med dyr omkring sig. De besad de fleste af dem, en ro der viste sig at være forbundet med det at have set dyremødre give liv til små dyreunger. De fleste havde set både større og mindre dyr føde stærke levedygtige unger. Og selvfølgelig havde de også erfaret at ikke alle dyreunger overlever.

    Læs også: Flere vælger hjemmefødsel

    De havde altså en form for afklarethed eller måske var det ydmyghed, overfor fødslen. En ærbødighed. Dette fandt jeg ud af, fordi jeg spurgte ind til forhold, der for den enkelte skabte tryghed. Her kom der selvfølgelig andet til syne, end blot dette at have set en eller flere dyrefødsler, men det var iøjnefaldende gennemgående, at dette vidne til naturens kraft og magiske livsudfoldelse, gav dem ro og tillid til deres egen graviditet og fødsel.

    Jeg var således imens jeg selv ventede mig, jordemoder ved mange vidunderlige fødsler. Det skete bare. Kvindernes kroppe gjorde det helt af sig selv – vi havde masser af tid.

    Selvom jeg er jordemoder, var jeg i min graviditet som sådan, ikke meget i kontakt med systemet, blot mine egne jordemødre, når jeg var hjemme i Danmark. Dette kombineret med alle samtalerne og de smukke uberørte fødsler på mit arbejde, satte mig ind i en mere instinktiv følelse af barnet og den fødsel som begyndte at nærme sig. Den tid jeg tilbragte i naturen, når jeg havde fri fra mit jordemoderarbejde, gav mig et meditativt fokus i form af kærlighed, glæde, tillid, luft, fred, tid og naturlighed samt intelligensen i det naturlige.

    Da alt viste sig at være 100% fint ved misdannelsesscanningen, bestemte vi os endeligt for, at indrette os i vores sommerhus.

    Dette fine fine familiested, var indhyllet i både skov og hav. Stranden lå lige ude på den anden side af hybenbuskene, ti skridt fra terrassedøren.

    Her kunne jeg ånde og igen synke ind i min krop og meget tydeligt mærke den ro jeg havde brug for. At komme ind til der hvor jeg kunne være autentisk i mine valg. For at finde modet, måtte jeg gå ind og videre ind og videre ind. Ind til den indre graviditet. Den indre autoritet og visdom. Og skærme denne tilstand.

    I svangreomsorgen i dag, bliver vi hele tiden revet ud af kroppen og op i hovedet – ud på et stykke papir. Eksempelvis min svangre journal. Objektivitet kombineret med mangel på tid og evt. fravær, vidste jeg ikke ville være nogen god kombination for mig. Det ville fjerne mig for meget fra den vigtige kropsfornemmelse og tillid, en graviditet kræver.

    Min baby var meget livlig. Jeg vidste jo ikke om det var en pige eller en dreng. Jeg følte oftest, det var en pige.

    Moderkagen – Det Glemte Chakra
    Jeg havde købt og downloaded (derved støttet hendes NGO arbejde på den lille fødeklinik i Ubud på Bali. BumiSeihat http://www.bumisehatfoundation.org) et kompendium om moderkagen fra en jordemoderkollega Ibu Robin Lim, som jeg gav mig i kast med at læse i de sidste uger inden fødslen.

    Kompendiet hed ”Placenta, The Forgotten Chakra” og lokkede mig umådeligt med sin antydning af nogle finurlige sammenhænge. Skulle moderkagen kunne betragtes som et chakra? Spændende, det havde jeg ikke hørt om før.

    Jeg slugte den, på stranden, i haven, i hængekøjen, straks jeg var stået op, efter hav bad – tilbage til min bog. Den fortryllede mig – den handlede om hvordan man kunne se på moderkagens funktion, ud fra mange forskellige forståelser; medicinsk, antropologisk, spirituelt og naturvidenskabeligt, og så handlede den om lotusfødslens filosofi samt alt det praktiske du skal overveje ifbm. en lotusfødsel.

    Der med ét var jeg slet ikke i tvivl om, at jeg ville have en lotusfødsel. Jeg ville ikke aktivt afbryde forbindelsen imellem min baby og moderkagen efter fødslen. Jeg føjede følgende til min fødeplan:

    Min fødsel skal være en lotusfødsel, derfor:

    Navlesnoren skal ikke på noget tidspunkt klippes over.

    Moderkagen skal, når den er født, nænsomt lægges ned i en skål med håndvarmt vand og blive der lidt efter fødslen.

    Herefter skal den vaskes, tørres, saltes og ligges på et stykke hvidt bomuldsstof i en kurv med blomster omkring. Måske lavendel.

    Og jeg skrev yderligere; ikke fordi det har noget særligt med lotusfødslen at gøre, men mere noget at gøre med den fascination jeg fik af moderkagen imens jeg læste:

    Jeg vil gerne indtage et stykke af moderkagen blended med friskpresset økologisk grapefrugtjuice.

    Hvorfor havde jeg pludselig lyst til at spise rå moderkage?

    Det ved jeg simpelthen ikke, udover at jeg jo godt var klar over, at der skulle være en række ”medicinske” fordele ved det, som nedsat blødning pga. bedre sammentrækning af livmoderen, modermælksboostet og påvirkningen til at undgå fødselsdepression/reaktion.

    Jeg tilskriver det nu jeg tænker efter, nok det, at jeg havde givet mig selv plads og mulighed for, at finde helt ind til min egen autoritet og mit mod til fuld ansvarlighed, ifht. min krop, min graviditet og min fødsel. Og derinde. Derinde i instinktet, lå denne længsel efter at spise noget helligt.

    For det havde jeg fået fuld forståelse for, ved at læse Ibu Robin Lims ”Placenta, The Forgotten Chakra” at den er. Moderkagen er hellig. Moderkagen er skabt af faderen og moderen til barnet, som en tvilling, der omslutter barnet i tiden i livmoderen, som en søster, som en engel. Som en støtte i den voldsomme overgang en fødsel er for barnet.

    Fødslen – et hav af lykke
    De to andre børn havde jeg født to uger før min terminsdato. Vi flyttede først ned i sommerhuset ca. fjorten dage inden termin.
    Det var lidt nervepirrende, men den lille bønne ventede pænt. Godt.

    Da jeg var 40 + 2 havde vi om dagen været ude at cykle en lang lang tur. Jeg var dejlig træt og havde slet ikke i tankerne at jeg kunne gå i fødsel.

    Efter grill i haven lagde jeg mig lidt i aftensollyset, som i overflod strømmede ind på loftet. Lyset faldt omkring mig som en hvid vinge. Ihmmmm jeg var i en ret poetisk stemning den aften, jeg husker det tydeligt.

    Jeg havde læst mit moderkagekompendium færdigt og havde intet jeg skulle nå nu. Var det virkelig sådan? Dette gjorde mig rolig. Jeg døsede hen. Åbnede øjnene som små sprækker. Jeg følte mig konturløs og beruset. Om lidt ville min elskede komme op til mig og stilheden ville inspirere os… Jeg kunne høre ham rumstere nedenunder.

    Fødekarret havde vi fået med, alle de hvide stofstykker, mine blomsterhomøopatien, alt det bløde tøj i småt. Vi havde lavet mad og raw energikugler. Jordemødrene havde været hos os for et par dage siden, vi havde spist i haven. Min fødeplan havde jeg finjusteret og fortalt dem hvad der virkelig ville betyde noget for mig under fødslen og hvorfor. Jeg havde en rigtig dejlig følelse af tryghed.

    Min mand var med på det hele og vi glædede os. Hvem var det mon der var derinde?

    Mine større børn ville vist ikke rigtigt med til fødslen, de var inde i byen og den største boede sågar oppe omkring Kulhuse, Jægerspris. Han var på efterskole. De havde så travlt med det der var deres og selvom jeg havde fortalt dem at de endelig måtte komme, komme, komme og være med – at det ville være fantastisk for dem at opleve, var de ligesom et andet sted.

    Min store dreng sagde at han da bestemt glædede sig til at være med til en fødsel engang, men at det måske føltes lidt sjovt hvis det skulle være mig der fødte – hans mor.

    Den vinkel kunne jeg jo godt følge men jeg følte mig i virkeligheden ikke blufærdig og vidste jo hvor overjordisk en fødsel er og jeg ønskede virkelig at give dem muligheden for at være der når deres lille søskend kom til verden. Vidste det ville give dybde til deres forståelse af fødsel og liv. Men det skulle selvfølgelig være frit.

    I dag har min datter lidt fortrudt at hun ikke kom med – det vidste jeg ville kunne ske, men sådan er det jo.

    Jeg missede med øjnene. Solens lys var vandret baglæns, havde trukket sig ud over vandet, eller var det månelys. Det var mørkt i rummet. Jeg var døsig. Mærkede mine plukkeveer langt borte i livmoderhulens fjerneste kroge. Var jeg faldet i søvn? Alt var stille og jeg listede nedenunder. Jeg skulle på toilettet.

    Tilbage på loftet blev jeg helt blød over synet af min elskede der sov tungt på madrassen. Gardinerne var ikke trukket for og lyset fangede min opmærksomhed. Månen var næsten fuld og lyste op. Det var som om der var undervandslys i en lige linje fra månen som hang derude over de regelmæssige rolige bølger og ind til stranden. Det var enestående, jeg havde virkelig ikke set sådan et lys før. Jeg husker at jeg nåede at tænke; ”Nu kommer de med mit barn” inden jeg faldt i søvn igen.

    Kl. 7 vågnede jeg og mærkede at sammentrækningerne i livmoderen stadig var der, som torden langt borte. Mon det var nu? Jeg krøb ikke elegant (væltede) ned til min mand og fortalte ham at det måske var nu, jeg fortalte ham hvordan det føltes og vi snakkede om hvordan vi skulle gribe det an hvis jeg var på vej i fødsel. Vi bed os i læben hver især og kneb os i armen – waaaauw nu var det nok nu. Men først senere for de var så langt borte og stadig plukkeveagtige.

    Efter en time stod vi op og jeg var ikke mere end lige kommet nedenunder før jeg overhovedet ikke længere var i tvivl. Nu havde jeg rigtige veer og med ét gik vandet. Veerne blev endnu kraftigere og jeg var ikke længere i stand til at tage deltagelse i nogen som helst praktiske beslutninger, jeg nåede lige at ringe til jordemødrene Anne og Krista inden jeg trak mig ind i mit eget fødelandskab.

    Kl. 12 var min dreng født… jeg sprang op i fødekarret lige inden fordi jeg følte en spænding imod mit mellemkød så enorm, at jeg var nervøs for at gå i stykker. Vidste at vandet ville hjælpe mig til at turde give efter og modtage min baby. Jeg havde forinden været både i vandet og rundt på gulvet.

    Jeg springer altid omkring, kravler på væggene, griber fat i alt muligt jeg kan hænge i, når jeg er på land, så vandet var en stor støtte for mig. Jeg faldt til ro. Vandet var en stor støtte for mig i enden. Det gav mig mod og tillid i den virkelig krævende overgang.

    Jeg tog selv imod vores barn.

    Han havde stået stædigt på ikke at ville flektere nakken åbenbart, så han havde en stor kalot øverst oppe på issen. Men hans øjne. Hans læber. Hans fingre. Hans styrke ikke mindst. Det var overvældende. Det havde været barskt for ham.

    Jeg var nu mere klar og kunne fokusere på alt det gode vi kunne gøre for ham. En blid velkomst skulle han have. Han var hos mig. Min mand omsluttede os og det føltes så eventyrligt fint at jeg næsten ikke kunne rumme det. Jeg var helt stille. Naturkræfterne der for et øjeblik siden havde været inde i min krop; stormen, bølgerne, den tunge torden, var nu som forsvundet. Afløst af en stille regn af kærlighed. Et hav af lykke.

    Moderkagens helligdom og forfald
    Moderkagen blev født og vi lagde den i et lille stål fad med lunkent vand – dette for at accelerere overførslen af alt hvad der findes i moderkagen af ilt, næring som vitaminer, mineraler f.eks, jern, stamceller og selvfølgelig den umålbare livsenergi samt varmen ikke mindst fra en ven til en anden, i en svær overgang. Den sejlede rundt på overfladen af det stille verdenshav i fødekarret i en rum tid.

    Jeg drak den hellige eliksir og har aldrig nogensinde før smagt noget der føltes så vitalt og opkvikkende. Smagen var – helt ærligt…skøøøøn!

    På et tidspunkt svævede jordemødrene os over på et tillavet leje i stuen i sommerhuset. Nu var solen ved at bryde frem. Det havde ellers været overskyet og det havde regnet. Det var hyggeligt med regn undervejs og det fik ilden i brændeovnen til at virke endnu mere varmende end ellers. Magi!

    Nu lå vi der min baby og jeg og alt prikkede i mig. Huden føltes næsten overfølsom og lykken fyldte alle celler ud med lys. Aldrig havde jeg forestillet mig at dette kunne svare til virkeligheden. Jeg kunne simpelthen ikke havde forestillet mig det, for jeg havde aldrig oplevet sådan en grad af velvære før. Nej åbenbart ikke!

    Jordemødrene tog sig et havbad, min mand lavede kyllingesuppe til os, den røde naturvin stod og iltede. Lige der besluttede jeg mig for, at jeg i min jordemoderpraksis fremadrettet ville udbrede kendskab til lotusfødslen og selvfølgelig fortsat slå et slag for hjemmefødslerne. Dette skulle mange flere opleve.

    Det var eventyr at ligge der med moderkagen i kurven, nu saltet og pyntet med blomster og fint tildækket med hvidt bomuldsstof.

    Jeg lå og betragtede navlesnoren der var blevet kold og helt hvid, strømme af taknemmelighed vandrede igennem mine tanker og jeg ærede moderkagen og takkede den for at have skænket barnet den optimale omsorg og næring og for at den havde tjent os så upåklageligt intelligent i alle ni måneder. Vi havde selv lavet den og den var blevet til et selvstændigt lille væsen som jeg på en eller anden måde holdt af som var det en tvilling til min søn.

    Jeg følte vemod som den sygnede hen. Strengen blev indenfor det første døgn indtørret og brunlig. Selve moderkagen var virkelig effektivt konserveret af saltet og duftede på sin helt egen måde. Ikke dårligt, men særligt.

    Vi fik på tredjedagen besøg af min eksmand og det menneske der nu både var lillesøster og storesøster. Storebror havde allerede været forbi. Han havde grådkvalt, overfor sine lærer på efterskolen, insisteret på at rejse helt fra Kulhuse til Faxe Ladeplads dagen efter fødslen, for at holde sin lillebror i sine arme.

    Jeg var stolt af at kunne vise dem at moderkagen kunne bevares i dagene efter fødslen indtil baby selv ville adskilles. Jeg vidste godt at de sikkert ville finde det en kende mærkeligt og måske endda frastødende.

    Jeg blev dog også rørt over min piges umiddelbare accept og over hendes nysgerrighed. Hun kiggede på navlesnoren og moderkagen og stillede en masse spørgsmål – Bla. ville hun vide hvor længe der gik indtil navlesnoren faldt af? Tre til ti dage svarede jeg og fortalte videre, at det typisk blot varede tre til fire dage, men en sjælden gang imellem helt op til ti dage.

    Hun sad med sin lillebror og betragtede hans små fingre gribe fat i navlesnoren og jeg kunne se at hun forstod og at hun blev rørt. Mon han legede med den? Sikkert. Hun gjorde efter et stykke tid antræk til at ville give lillebror til mig og idet hun rækker ham frem falder navlesnoren af.

    Vi kigger på hinanden og mærker et sekund tilfældighedens skønhed sno sig ind og ud af det felt, alle os der sidder ved bordet i dette sekund, udgør. Tre smukke dage var nu kommet til ende. Det var ok. Fremdriften i tiden kan ingen overvinde. Alt er i konstant bevægelse.

    Sommeren efter havde jeg stadig ikke fået lavet kapsler af det tilbageblevne af moderkagen. Jeg havde fået lavet homøopatisk modertinktur dog og det til flere år og generationer. Moderkagen havde ligget i fryseren og vi tog den med ned i sommerhuset den sommer.

    En aften da vi var alene – bare os tre, besluttede vi os for at svømme sammen ud i havet med moderkagen. Vores søn sov oppe på loftet og vi tog hende – jeg har hele tiden følt at moderkagens stemning var mest som en piges, med ned til stranden, gik ud i vandet og svømmede langt langt ud i aftenrøden.

    Det var igen overvældende at mærke hvordan den stadig havde personlighed og hvordan den berørte os begge. Vi skiftedes til at holde hende, svømme med hende og jeg fik opgaven at give slip på hende og lade hende vugge væk fra os i havets mørke. Vi var stille, jeg græd og følte en klump at sorg presse sig på i halsen og i maven. Men det var heller ikke rigtig at hun bare skulle ligge i vores fryser.

    Lotusfødslens magiske potentiale
    Når jeg er på kant med min mand, lukker jeg, hvis jeg lige husker på det, mine øjne og genkalder mig vores lotusfødsel ved havet en dyb, tåget, guddommelig majdag i 2013.

    Det er simpelthen ikke muligt ikke at være i hjertet i forhold til min mand, med hvem jeg har dette lille hjemmefødte lotusbarn.

    Derfor er jeg tilbøjelig til at sige at lotusfødslen kan skabe fred på vores jord. Den kan skabe fred i mig og imellem min mand og i vores familie. I alle lotusfamilier vil den have dette potentiale, er jeg sikker på. Lotusfødslen rækker langt ud over barnets første år ved jeg nu igennem min erfaring.

    Lotusfødslen er med til at fortælle det lille nye menneske en historie om en verden der anerkender barnet som et visdomsfyldt lille væsen og viser det, at det er kommet til en venlig verden der i fødselsdagsgave skænker det en intakt forståelse af at kærlighed er ikke at separere det fra sin moder. Derved giver vi det modet til senere hen at være sig selv, idet jeg antager at det eneste der kan få os til at fjerne os fra os selv og vores livsopgave, er længslen efter samhørighed og enhed.

    Hermed siger jeg at denne første passivitet i fødselsritualet og hele stemningen i en lotusfødsel giver menneskeindividet en mulighed for at blive healet af omsorgen og forståelsen for hvorledes ur-angsten vi oplever i fødslen deles af os alle og at vi alle tager ansvar for at heale det globale fødselstraume.

    Jeg har en formodning om, at et menneske født på denne måde, vil have en naturlig sans for at forene hellere end at adskille. En sans for at beskytte og kæmpe for noget hellere end at give op og følge massernes måde at gøre tingene på (som dog kan være meget godt hvis det føles rigtigt) En sans for at gennemskue negativitet og vælge kærlighedens vej fremfor hadets og fortrydelsens. Hmmmm, hvad mere kan man ønske sig for sit barn?

    Besøg Tara Ravns hjemmeside: http://www.naturligfødsel.com

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s